|
|
|
Før fødslen Når det lykkes at blive gravid efter et længere behandlingsforløb, sker det ofte, at tankerne kredser om alle de ting, der kan være galt med barnet. De tanker er ikke altid lige nemme at have med at gøre, og bl.a. derfor har vi tilknyttet en psykolog, som vi altid kan henvise til. Vi kan også selv hjælpe jer ved at foretage nogle enkle undersøgelser på forskellige tidspunkter under graviditeten. Graviditetscanninger Graviditetscanninger tilbydes gennem hele graviditeten. Scanningerne udføres af læger. 12 uger: Scanning inklusiv nakkefoldscanning og doubletest (med henblik på vurdering af risikoen for Down’s syndrom – mongolisme) 18 - 22 uger: Gennemscanning m.h.p. misdannelser. 32 uger: Gennemscanning m.h.p. vægtkontrol og moderkagens placering. Hvis man ønsker det, kan man få optaget scanningen på DVD. Vi foretager 3D/4D scanninger og denne type scanning kan også udføres igennem hele graviditeten. Hvis det er specielt med henblik på billeder af ansigtet, anbefales det at vente til efter 24. uge, da det kræver tilstrækkelig mængde fostervand. Læs mere om 3D/4D scanning under det specielle menupunkt. I forbindelse med scanningen kan vi nu tilbyde jordemoder konsultation á 45 min. varighed, hvis I ønsker det. Moderkage- og fostervandsprøve.
Prøverne viser, om der er kromosomfejl, så som mongolisme og lignende. I konkrete tilfælde kan der også undersøges for visse arvelige sygdomme. Vi tilbyder undersøgelserne til alle, uanset om de er patienter hos os eller ej. Først kan I dog undersøge på sygehuset, om I falder inden for Sundhedsstyrelsens tilbud om prænatal diagnostik. Gør I det, kan I nemlig også få foretaget undersøgelserne i det offentlige system. Moderkageprøven foretages efter 10 fuldendte graviditetsuger. Vi udtager en lille mængde moderkagevæv. Analysetiden er ca. 2-3 uger. Fostervandsprøven tages efter 15 fuldendte graviditetsuger. Vi udtager 15-18 ml fostervand. Analysetiden er ca. 3-4 uger. I begge tilfælde tages prøven gennem maveskindet. Det er forbundet med så lidt ubehag, at der ikke behøves bedøvelse. Selve analysen sker på Klinisk Genetisk Afdeling, Vejle Sygehus. Et svar på hurtig analyse af kromosomerne 13, 18, 21, X og Y kan forventes efter 3-4 dage, mens det endelige svar først foreligger efter ca. 2 uger.
|
|